Der er folk i denne verden der kæmper med ting i hverdagen, som vi herhjemme i lille trygge Danmark næppe kender til.
Bomber der falder ned i éns hjemby og ødelægger alt hvad man ejer i denne verden er bestemt ikke en del af hverken min eller andre danskers hverdag.
Her har vi helt andre problemer. Vi er nemlig bundløs irriterede over, at de mennesker der rent faktisk lever i disse områder af verden, får lov til at søge asyl her.
I løbet af det sidste halve års tid har der været en kæmpe mediestorm omkring de flygtninge der kommer til landet, hvilket også danner mange forskellige holdninger rundt omkring de de små hjem - og også herhjemme har de evige artikler omkring flygtningenes ubønhørlige opførsel sat et præg.
Artiklerne flourerer alle steder. De er på TV, på Facebook, i aviser, vitterligt overalt.
Befolkningen er pænt opdelt og der deles hver dag opslag på Facebook, der enten handler omkring hvor fremmedhadske danskerne er blevet eller også handler de i ren kontrast om, hvorfor der er så mange der er så venlige overfor de her "flygtninge".
Man får selv en tendens til at blive irriteret, måske endda en smule hadsk, når man hører at disse mennesker i større stimer vil tage til Sverige og af samme årsag får motorvejene spærret - eller at de, når de er ankommet til Sverige, ikke vil forlade bussen fordi en lille landsby ikke lige var efter deres forestilling omkring deres nye liv.
I min optik er netop DISSE flygtninge ikke rigtige flygtninge. Flygter man for at overleve, kan man vel dårligt opstille præferencer omkring hvor man vil bo, hvis bare man er sikker.
Men kan jeg tillade mig at sige den slags? Kender jeg noget som helst til disse mennesker, andet end at de generer mit egoistiske jeg ved at gå tur på motorvejen når jeg (og andre danskere) ikke selv må? Også selvom jeg måske i realiteten ikke har bil og intet skal på motorvejen by any chance?
Vi føler os uretfærdigt behandlet, og vil helst med allerbedste barnestemme kunne skrige at vi synes det "er helt vildt snyd"!
... men hjælper det noget på situationen?
Kan vi tillade os at dømme disse mennesker, på baggrund af vores jalousi og utilfredshed - og endda svine folk til der er villige til at stå på banegårde og tage godt imod disse folk?
Hele snakken er ganske kulør efterhånden, og når jeg tænker over alle artiklerne og de dertil skrevede kommentarer finder jeg mig selv en smule perpleks.
Kæresten (vel også mig selv, af og til) har selv været god til at kritisere hvordan disse mennesker bare "bliver inlogeret" her, som om "de ejer steet".
Men ligesom regler nogle gange er til for at blive brudt, og ingenting er uden undtagelse, er der også sket noget nyt ang. flygtningesnakken herhjemme på det seneste.
Kæresten har nemlig lært en ung fyr at kende på sin arbejdsplads.
Denne fyr snakker i manges øjne sikkert dårligt dansk, og er ikke altid helt til at forstå. Han er en venlig ung fyr, utrolig dygtig til kundehåndtering, og sørger på mange måder for at de der har været i nærheden af ham er helt glade i låget når de går derfra igen.
Efter en samtale med dette venlige, unge gemyt, gik det op for manden i mit liv, at både ham og jeg (og tusindvis af andre danskerne) måske dømmer for hårdt, i forhold til den viden vi rent faktisk har.
Denne unge fyr er flygtning. Da hans familie arbejder i sundhedssektoren er han selv flygtet til Danmark, mens hans egen by og land går op i ildrøde flammer og grå betonstykker efter bombningerne. Han har været her i et halvt års tid, men fik de første måneder ikke lov til at arbejde med mennesker her. Da "han ikke kunne tale sproget" valgte man at lade ham arbejde på et lager, hvor chefen pegende skildrede, hvordan tingene skulle foregå.
De seneste to måneder har hat været ansat i butik, og har igennem (hold fast!) kun 45 dage lært at skrive og tale dansk. Som nævnt, er han ikke altid lige til at forstå, men han er tålmodig og gør hvad han kan for at man finder en løsning sammen,
Det er lidt her, verden vælter for mig i denne smukke illusion omkring en ung mand der har etableret sig i et andet land. Han har ikke villa, volvo og vovse. Tværtimod, har han kun sig selv, og det han er dygtig til. Sit arbejde.
Kæresten kom hjem en aften for et par dage siden, og fortalte med undren i stemmen omkring denne fyr. Han lød nærmest helt overrasket over hvordan denne person som er hans gode kollega kunne være en flygtning. Han fortalte mig, hvor kollegaens liv havde været, hvilket skaber grundlag for dette indlæg.
Efter en god og lang samtale omkring hvordan det måtte være at være flygtning, kom jeg selv i tanke om mit bagland. Her i Danmark har jeg også kun min søster, mens resten af min familie bor i Tyskland. Jeg er ikke flygtet fra noget. Jeg blev slæbt med hertil da jeg var knapt 2,5 år gammel.
Nogle gange kan jeg godt sidde en stille stund, og reflektere over hvor træt jeg er af, at dem jeg har kær bor så langt væk. Hele 6 timer i bil, og så kan jeg besøge dem. Men hvornår får jeg tid - og vigtigst af alt - hvem skaffer mig en pålidelig bil?
Jeg kan blive helt irriteret over disse tanker, og ærgre mig helt vildt.
... men med hånden på hjertet; jeg har det godt. Jeg har det ganske fantastisk, her hvor jeg står i mit liv. Mit liv er etableret i Kolding by, i en lejlighed der kan rumme os og vores undulat. Vi har mad på bordet hver aften, og råd til meget mere end det. Vi har - vigtigst af alt - hinandens selskab.
Kærestens kollega har ingen at spise med. Hans familie er stadig det sted, han flygtede fra, for at hjælpe tilskadekomne medborgere. Han går alene i seng hver aften, og står op til en tom lejlighed. Han har måtte slås sig igennem mange udfordringer for bare at nå hertil - og alligevel griner han med, når hans kunder laver sjov med at han er svær at forstå indimellem.
Hvor stærk skal man være, for ikke at briste i den form for "livsstil"?
Kærestens og min samtale blev afsluttet med et spørgsmål, som jeg egentlig stillede ham fordi det selv var gået op for mig hvor meget denne lille historie - helt lokalt, lige fra min kærestes arbejdsplads - havde ændret den dér lidt fremmedhadske og negative tilgang, til de mennesker der færdes hér, fordi de ikke kan være der hvor de kommer fra.
Jeg spurgte ham;
Har du så stadig den holdning til flygtninge, som du havde før?
Han smilede stort, kiggede skævt til siden, og sagde med stille og måske lidt skamfuld stemme; Nej, det har jeg ikke.
Det er noget andet når det kommer tæt på, og har affekt på de mennesker der er omkring os selv.
For fremtiden er det herhjemme besluttet, at denne venlige unge fyr skal inviteres på aftensmad, og hygge foran TV'et. Måske en aften, hvor vi skal se nogle film.
Alt hvad vi kan finde på at lave i denne verden, er altså bare sjovere når man ikke er alene.
